Lad os se på to eksempler fra de produkter, der har den største klimapåvirkning og som forbruges regelmæssigt: oksekød og mozzarellaost. Concitos ‘Den Store Klimadatabase’ beregner CO2e-påvirkningen af hakket oksekød (i Danmark) til 37,03-41,15 kg CO2e pr. kg produkt (afhængigt af fedtindholdet) og af mozzarella til 6,63 kg CO2e pr. kg produkt. På den anden side, i CarbonClouds internationale database (Climate Hub) med mere end 50.000 produkter, beregnes de samme produkter til 22,64 kg CO2e pr. kg hakket oksekød og 10,08 kg CO2e pr. kg mozzarella.
Det er klart, at der er noget galt her.
Forskellen i resultater kan forklares med forskellen i beregningsmetoderne. Den Store Klimadatabase bruger C-LCA (Consequential Life Cycle Assessment), som følger ISO 14040, der beskriver de generelle principper og den tilhørende ramme for en LCA, og ISO 14044, der beskriver kravene og retningslinjerne. I mellemtiden bruger CarbonCloud A-LCA (Attributional Life Cycle Assessment), som følger ISO 14067, der er mere specifik om kvantificering og rapportering af klimapåvirkning. Den følger også retningslinjerne i ISO 14040 og 14044 og specificerer yderligere, hvordan man skal redegøre for klimaændringer og det klimaaftryk, et specifikt produkt har. Derfor betragtes den som den globale reference for produkters CO2-aftryk.
I hverdagssprog betyder det, at A-LCA ser på et produkts klimapåvirkning lige nu og fortæller os, hvordan det påvirker miljøet i øjeblikket, uden at overveje, hvad der kan ske i fremtiden. C-LCA ser på, hvordan et produkt kan påvirke miljøet i fremtiden, og overvejer, hvad der kan ske, hvis der foretages ændringer i produktionen eller forbruget. Så A-LCA er mere baseret på fakta om produktet og dets fremstillingsproces og forsyningskæde, mens C-LCA er mere teoretisk, og der kan være mange usikkerheder forbundet med fortolkningerne af beregningerne.
Faktisk anbefaler forfatterne i baggrundsrapporten til Den Store Klimadatabase, at den kun bruges til generel information og uddannelsesformål. Den er ikke egnet til klimamærkning, markedsføring eller beskatning af specifikke fødevarer. Den fremhæver også yderligere begrænsninger ved databasen.
Når det kommer til ernæringsoplysninger på et hvilket som helst fødevareprodukt, er oplysningerne klare, enkle og vigtigst af alt præcise. Hvad med når det kommer til klimainformation? Vi fortjener da samme klarhed, enkelhed og præcision? Hvis der bare var en industristandard til at bestemme klimapåvirkningen af de forskellige fødevarer, vi samler op hver uge i vores supermarkeder.
Det er den danske regering enig i. Og i april 2022 iværksatte man udviklingsarbejde for et forslag om, hvordan en fremtidig klimamærke i Danmark kunne se ud. Mærket er beregnet til at hjælpe forbrugerne med at vælge fødevarer med et lavere klimaaftryk, når de handler. Og samtidig støtte og fremme fødevareproduktion med en lavere klimapåvirkning.
For at udvikle klimamærket blev der nedsat en arbejdsgruppe bestående af Fødevarestyrelsen og interessenter fra detailhandlen, fødevareindustrien og forbrugerorganisationer. Gruppen afsluttede sit arbejde og fremlagde sine anbefalinger for Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, den 27. april 2023. Nu, to år senere, har vi stadig ikke et færdiggjort klimamærke.
Forsinkelsen skyldes et dilemma i Fødevarestyrelsen. Indtil for nylig var der konsensus mellem den oprindelige interessentgruppe og ministeriet om, at det danske klimamærke ville blive understøttet af data ved hjælp af A-LCA-beregninger. Dette er bredt accepteret af det videnskabelige samfund og af EU-arbejdsgrupper, der arbejder på at etablere et EU-dækkende klimamærke. Nu tyder de seneste rapporter på, at ministeriet overvejer at bruge C-LCA.
A-LCA-metoden gør det muligt for fødevareproducenter at beregne, kortlægge, forstå og handle på klimaaftrykket af deres produkter. Hvor opstår der emissioner? Hvor i forsynings- og produktionskæden er størstedelen af emissionerne? Hvad kan der gøres for at reducere dem? Det tilskynder fødevareproducenter til at innovere i retning af en mere bæredygtig fremtid, og med den nylige danske CO2-afgift giver A-LCA en klar måde for producenterne at beregne CO2-reduktion. Ved at tage højde for detaljer om hvert trin i processen fra gården til supermarkedshylden gør det fødevareproducenterne i stand til at identificere, hvor i fødevarekæden de kan foretage de største forbedringer.
Concitos C-LCA-metode giver gennemsnitlige klimapåvirkninger og afspejler derfor ikke de store variationer, der kan være inden for hver produkttype. For eksempel har Den Store Klimadatabase (C-LCA) det samme tal (6,63 kg CO2e pr. kg produkt) for flødeost, blåskimmelost, Danbo, mozzarella og parmesan. Mens CarbonCloud har individuelle tal for hver af disse forskellige ostetyper.
EU arbejder i øjeblikket også på et klimamærke, Product Environment Footprint (PEF), og som et EU-land har Danmark ikke tilladelse til at udvikle et uafhængigt og obligatorisk klimamærke. Da EU-mærket vil blive understøttet af A-LCA-metoden, giver det ikke mening for Danmark at udvikle et klimamærke med en alternativ metode. Dette bekræftes af Niels Peter Nørring, klimadirektør i Landbrug Fødevarer, som sammen med størstedelen af den 16 mand store interessentgruppe har skrevet til Fødevarestyrelsen for at holde fast i den oprindelige plan. Som er at skabe et klimamærke med et dobbelt formål: at gøre det lettere for forbrugerne at træffe klimavenlige valg og at give producenterne et bedre incitament til at reducere klimaaftrykket af fødevarer.
Referencer
